Vis TekstNy SangNy Kommentar Ny Fil
SangeJJes Hvide
Jeg så en ulv, en ræv, en hare Sang Jolly Roger’s in the air
I Forbogstav K
 
   
   

Jes Hvide

Tekst og melodi af Laura Holmegaard

1) Jes Hvide var elsket og retteligt så
Han kendte ej sorg eller smerte
Med sanglærkestemme og øjne så grå
Betage han kunne hvert hjerte
Men Døden er døv og tilligemed blind
Den føler ej godhed, kun sygnende sind
Den høster i enge af sjæle

2) Jes Hvide med slægten i landsbyen bo
De sled for at tjene til føden
Om aftnen ved bålet de hviled' i ro
Dog aldrig de kendte til nøden
Men Skæbnen den vil det at sorgen slår til
Når magtfulde mænd driver rænkespil
Uden tanker for de som vil lide

3) De store er samlet i hallen af sten
Til krigsråd de sidder i møde
For andre har vovet at føje dem mén
Som før må med blodet de bøde
Men kampe som kæmpes med herremandsmod
Vil ende i bøndernes tårer og blod
De små må jo føje de stærke

4) Så ud over landet der ilede bud
"Til fronten hver mand nu må fare"
Og Jes trådte frem i sit fineste skrud;
I kofte med fødderne bare
"For kalder min konge da må jeg afsted
Skønt ej jeg har rigdom at bidrage med
Mit hjem vil jeg altid forsvare!

5) Og har jeg ej støvler så er det kun trist
En rustning jeg mangler tillige
Men mod og mandshjerte; det' sikkert og vist
Kan også forsvare et rige!
Skønt fattig og lav jeg afsted drage må
Beredt på at hjælpe når slaget skal stå:
Jeg kæmper for liv og for ære!"

6) Jes Hvide med konen nu afskeden tog
Og bød sine børn ej at græde
Til sidst han med varme i favnen dem drog
Og kyssede kinderne spæde
"Husk altid til hjertet at lytte med tro
Med godhed og kærlighed bygger man bro
Til bredden af andre folks hjerter"

7) Så tog han til vejen men råbet snart lød:
"Vent, Fader, jeg slår med jer følge!"
Der kom sønnen ældste med øjne i glød
Hans mod kunne ingen ord dølge
"For nok er jeg ung, men stadig en mand
Og kæmpe det vil jeg det bedste jeg kan;
Det byder min konge og herre"

8) Da Hvideslægtssønnerne nåede frem
Dem mødte et skræmmende skue
Riddere med lanse og skjold og med hjelm
Hveranden mand bar på en bue
Og sværd var der nok af til alle de små
Med brynje til bønder det værre må gå
Og slaget begynder i morgen

9) Da fjenden med daggryet dukkede op
Stod Jes med et lånt sværd i hånden
Og Jes kunne mærke i hele sin krop
At han snart ville opgive ånden
Men hver mand kan bæve forinden et slag
Om nå man kan at få endnu en dag
Kan ingen med sikkerhed vide

10) Først skytterne sendte af pile en sværm
Og krigere overalt segne
Med jordslået kofte som eneste værn
Jens Hvide fik trang til at blegne
Men så blev han fattet og knuged' sit sværd
"Forinden jeg dør vil jeg vise mit værd"
Og jernet det kløvede luften

11) I timer Jes sloges; det føltes som år
Han blev sine fjender til harme
Han gav mangt en død og et blødende sår
Men pludselig svækked's hans arme
For foran hans øjne der segned' hans søn
En klinge i hjertet var krigerens løn
Og drengens blod vædede jorden

12) Da solen gik ned over slagmarken rød
Da græd Jes de bitreste tårer
Hans elskede søn var nu pludselig død
Og Jes var fortvivlet så såre
For drengen var Jes så umådelig kær
Hans øjne de lyste med vanviddets skær
Ja, krig kan forvrænge de fleste

13) Nu bor Jes i skovene, ensom og vild
Og træder af ukendte stier
Af manden som før var så elsket og mild
Nu alle i landsbyen tier
For Jes' grove hænder er sølet med blod
Det kosted' en krig før han end'lig forstod
At Døden ej skåner de unge

14) Hvor førhen i hjertet al glæden den lå
Nu findes kun kulde og tørke
Og ingen med kærlighed læng're ham nå:
Jes lever i afsindets mørke
For skylden er sort og uendelig tung
Den søn Jes har mistet der døde som ung
Har frataget lysten til livet

15) En krig er et fejltrin, som ofte begås
Når folk har en dåre til konge
Og vigtigt det er at hver mand kan forstå
Før visen den endnu er omme
At ingen bør strides og yppe til kiv;
Bliv hjemme på gården hos unger og viv
Og glæd jer ved livet i solen

Jeg skrev den her sang mens jeg var i et lettere dårligt humør, men jeg er selv ret tilfreds med resultatet (på trods af at den hele tiden skifter mellem nutid og fortid). Jeg lægger en lydfil ind når jeg kan komme til det.
Betegnelse som "små" og "høje" hentyder i øvrigt til personernes stand, ikke deres størrelse.
Laura Holmegaard  wolfshield88@yahoo.dk


 
Tak Mie. Ja, sangen er godt nok lidt lang, så dem der ikke har lyst til at synge alle versene kan lade sig nøje med nogle af dem, f.eks. 1, 4, 7, 8, 11, 12 og 15 - så får man nogenlunde den samme historie som hvis man sang hele sangen.
Laura Holmegaard  wolfshield88@yahoo.dk
 
  
 
Hep-ah...! Så lykkedes det endelig :) Her er melodien sunget af Laura Holmegaard.
Jes Hvide.mp3   2640771 bytes   Lydfil
Rikke M. Sørensen  munchkin@skjaldesang.dk 
 
Her er så også noderne til. De har drillet mig i nogen tid, men nu har jeg endelig fået skrevet dem ned. Triumf!
Jes Hvide.JPG   56069 bytes   Noder
Laura Holmegaard  wolfshield88@yahoo.dk 
 
 
   
   


Vis TekstNy SangNy Kommentar Ny Fil
SangeJJes Hvide
Jeg så en ulv, en ræv, en hare Sang Jolly Roger’s in the air
I Forbogstav K