Tryk her hvis du ikke vil bruge flash

Vil du betille CD'en tryk her.
Vil du se, hvem der er med tryk her.
Vil du gerne være med til sangarrangementer, scenarier m.m. tryk her.



Forsidebilledet



Forsidebilledet er inspireret af en scene, som udspillede sig under scenariet "Shradan."

Halvelverpigen Miethis (Julie) var medlem af en elverklan, som alle sammen var udstødte fra resten af samfundet i den forstand, at de med deres vanvittige påfund og tyvagtighed og løgnagtighed ikke var hverken elsket eller respekteret nogen steder.

Efter en episode, hvor denne elverstamme, Akar-elverne, ret beset havde stjålet skjalden Arko Estoran (Tore Plougheld) ved at bortføre hans uvuderlige strengeleg, fik Arko og Miethis øjne for hinanden trods den afgrund, der skilte dem.

Arkos familie var meget strenge ved ham: De ønskede ikke at se deres yngste familiemedlem sammen med denne tyvagtige elverklan. Alligevel forelskedes de to unge stadig mere og mere i hinanden, Arko følte på sin side en stor trang til at beskytte og støtte elverpigen, der aldrig fik andet end en kold skulder fra omverdenen, bortset fra fra hendes egne frænder.

Det hele kulminerede en sen sommernat, hvor elverfrøken Miethis dansede i skæret fra menneskelandsbyens lejrbål for Arko, der sang denne sang, som hun havde lært ham (det var i virkeligheden et helt uforglemmeligt smukt syn). Denne aften udvekslede de to unge tøj og smykker som et symbol på deres kærlighed, et forhold, som alverden aldrig ville lade dem få.

Allerede dagen efter indtraf tragedien, da halvdragernes slægt blev masakreret, stor panik og uvished fulgte, og menneskene og elverklanerne brød af og drog hver til sit for at grundlægge nye samfund andre steder.

Men endnu mens Arko læssede familiens sidste ejendele på den fattige kærre, og forlade stedet for al fremtid, bar han det tørklæde ved sit hjerte, som elverpigen havde skænket ham; og da han vendte sig om for sidste gang mod sit fødehjem, syntes han stadig at kunne se hende danse på engen i tusmørket...

Meningen med coveret skulle være at vise, at der kan findes kærlighed mellem så forskellige racer som elvere og mennesker, men at døden altid ånder een i nakken.
Når så den ene sidder tilbage (elvere lever nu engang længst), så kan den stærke kærlighed række over dødens tærskel og få livet til at række ud efter lyset.