Uddrag fra bogen Nordiske Guder og helte af Anders Bæksted Sige var en rig og mægtig mand, man sagde han var Odins søn. En anden mand hed Skade, han havde en træl ved navn Brede. Engang var Sige på jagt og havde fået Brede med sig, men da det blev aften og de samlede vildtet sammen, havde Skades træl nedlagt både flere og større dyr end Sige. Sige blev vred over at stå tilbage for en ufri, han dræbte ham og skjulte liget i sneen. Hjemme sagde han, at Brede var redet fra ham, men Skade anede, hvordan sagen hang sammen, han sendte mænd ud, der også fandt liget i snedriven. Sige blev nu fredløs og drevet af lande, og Odin førte ham langt bort på vikingetog. Omsider fik Sige erobret sig et rige i Huneland, og der giftede han sig og fik sønnen Rerer. Sige havde mange avindsmænd og blandt dem sin kones brødre. De fik ham dræbt, men Rerer slap fri og havde så megen støtte, at han kunne tage ved riget efter sin fader. Bagefter tog han hævn, dræbte alle sine morbrødre og tilegnede sig deres land og løsøre, så han blev endnu mægtigere, end hans far havde været. Vølsung kommer til verden Imidlertid havde han taget sig en kone, men de avlede ingen børn sammen, og herover var de begge meget bedrøvede. Men Frigg og Odin hørte deres bønner, og guden sendte jætten Hrimners datter Ljod afsted med et æble til Rerer. Hun fløj i en krages skikkelse, til hun kom, hvor kongen sad på sin høj. Der lod hun æblet falde i hans skød, og han syntes, han nok kunne ane, hvad det skulle betyde, og lod sin kone spise noget af det. Hun fandt da også snart, at hun var med barn, men tiden gik, og hun kunne ikke føde. Rerer døde på et krigstog, men dronningens sygdom varede ved, og da seks år var gået, mærkede hun, at hun ikke kunne leve. Hun bød da, at man skulle skære barnet ud af hende. Det var en dreng, og da han kom for lyset, var han både stor og stærk de siger, at han kyssede sin moder, førend hun døde. Han hed Vølsung og blev konge i Huneland efter sin fader. Da han blev voksen, ægtede han Ljod, og med hende fik han ti sønner og en datter. Sigmund og Signe var ældst de var tvillinger. Vølsung lod bygge en prægtig hal. Midt gennem den groede et stort æbletræ, hvis grene og blade skyggede over hallens tag. Siggeir og Signer bryllupsgilde Kong Siggeir af Gotland drog til Vølsung og bejlede til Signe. Både kongen og hans sønner fandt tilbudet godt, hun selv var temmelig uvillig, men bad dog sin fader råde. Vølsung gjorde da store forberedelser til bryllupsgildet, og da dagen kom, samledes alle gæsterne i den prægtige hal. Men om aftenen, da mændene sad om langilden, trådte en ukendt ind i hallen, han var meget høj at se til, dertil gammel og enøjet. Han gik hen til træet midt i hallen, drog sit sværd og drev det i stammen med sådan kraft, at det trængte ind lige til hjaltet. Der var ingen, som dristede sig til at tiltale ham, og han tog til orde og sagde, at den, som evnede at drage sværdet ud af stammen, skulle eje det og snart sande, at han aldrig før bar bedre våben. Derpå gik han bort, og ingen vidste ret, hvem han var, eller hvorhen han for. De stod nu op, mand efter mand, og prøvede at vriste sværdet løs, men det kom ikke af stedet, før Sigmund, Vølsungs søn, drog det ud af stammen så let, som havde det siddet ganske løst. Alle syntes, at de ingen sinde havde set så godt et sværd, og Siggeir tilbød at købe det for dets tredobbelte vægt i guld, men fik kun et hånligt svar af Sigmund. Da blev Siggeir vred. Men han var en snedig mand og lod sig ikke mærke med noget. Siggeirs forræderi Allerede næste dag ville Siggeir ganske mod sædvane bryde gildet og rejse hjem. Ved afskeden indbød han Vølsung og alle hans sønner til et anseligt gæstebud tre måneder senere. Men Signe var fremvis og ventede sig ikke noget godt af sit ægteskab. Til den fastsatte tid drog Vølsung og hans sønner til Gøtland. Det var sent om aftenen, da de nåede frem, og samme nat kom Signe og talte hemmeligt med dem. Hun bad dem drage hastigt bort, for Siggeir ville svige dem og havde samlet en stor hær. Men gamle Vølsung ville ikke fly, og hans sønner heller ikke. Signe græd da meget og gik hjem til Siggeir. Så snart det blev dag, lod Volsung sine mænd gå i land og gøre sig rede til kamp, og længe varede det ikke, før Siggeir kom med hele sin hær. De kæmpede længe, men til sidst faldt Vølsung, og hans ti sønner blev taget til fange og ført bundne bort for at dræbes. Da bad Signe, at de måtte blive lagt i lænker og leve lidt endnu, og Siggeir føjede hende, fordi han fandt, at på den måde kunne de lide så meget des mere. I skoven blev der lavet en stor bøjle eller stok af træ og lagt om fødderne på de ti brødre. Der sad de nu den hele dag, men om natten kom der en gammel ulvinde hen hvor de sad. Hun bed en af dem ihjel, åd ham og løb så bort. Sådan gik det hver nat, og Signe fik nøje bud om, hvad der hændte, af en tro svend, hun havde. Sigmunds redning Dagen før den tiende nat, da kun Sigmund endnu var i live, sendte Signe svenden ud i skoven med honning. Med det smurte han Sigmund i ansigtet og gav ham også noget i munden. Om natten kom ulven og ville bide ham ihjel, men da hun mærkede lugten af honningen, gav hun sig i stedet til at slikke hans ansigt og stak til sidst tungen ind i munden på ham. Da bed Sigmund fast til og blev ved, skønt ulven stred stærkt imod. Den stemte fødderne så hårdt mod stokken, at den splintredes, og Sigmund blev fri. Så fast bed han tænderne sammen, at ulvens tunge blev revet af ved roden, og dyret fik sin død på den måde. Man sagde, at den ulv nok ikke var nogen anden end Siggeirs mor, som ved trolddom havde påtaget sig sådan skikkelse. Sigmund opholdt sig nu der i skoven og skjulte sig i en jordhule. Signe kom til ham og lod ham få, hvad han behøvede. Men Siggeir troede, at alle brødrene var døde. Han havde to sønner med Signe. Den ældste var ti år, og ham sendte Signe til Sigmund i skoven, for at han kunne få nogen hjælp af ham, om han ville søge hævn. Drengen kom sent om aftenen til Sigmunds hule og blev vel modtaget. Sigmund sagde, at han skulle ælte dej til brød, medens han selv hentede brænde. Men da Sigmund kom hjem, var dejen ikke færdig, for drengen havde ikke turdet røre melsækken. Der var noget levende i den, sagde han. Senere fortalte Sigmund sin søster om drengens angst, og hun bad ham dræbe ham, og det gjorde han. Så gik tiden, og Signe sendte ham sin anden søn, men det gik ham på samme måde. Sinfjøtle En dag, da Signe sad i sin stue, kom der en sejdkone til hende. De byttede skikkelse, og om aftenen var det sejdkonen, der gik i seng med kong Siggeir. Men Signe gik til sin broder i skoven og delte hans leje i tre nætter, uden at han kendte hende i sejdkonens skikkelse. Så vendte hun hjem og fik igen sit rette udseende, uden at Siggeir mærkede noget. Og da tiden var gået, fødte Signe en dreng, som blev kaldt Sinfjøtle han lignede Vølsungerne, men ikke Siggeir. En dag syede Signe noget på hans tøj, men bar sig sådan ad, at hun syede i skindet og i kødet med. Sinfjøtle sagde ingen ting, end ikke da hun drog kjortlen af ham, og huden fulgte med ærmet. Da han var ti år gammel, sendte hun ham til Sigmund. Det blev som før, at Sigmund gik efter ved, og drengen skulle ælte brød. Men da Sigmund kom tilbage, var Sinfjøtle færdig med at bage. Da Sigmund spurgte ham ud, sagde han, at han jo nok havde mærket noget levende i melet men det havde han ikke givet videre agt på, han havde æltet det med og bagt det. Da lo Sigmund og bød ham ikke spise af brødet for i melet havde den værste giftslange været gemt. Sigmund selv var så stærk, at han godt tålte både at spise og drikke edder. Men Sinfjøtle tålte det kun udvendig. Sigmund og Sinfjøtle drog vidt omkring, dræbte mænd og samlede sig løsøre. En dag kom de til et hus, vor der sov to kongesønner. De var fortryllede, og på væggen hang deres ulvehamme. Hver tiende dag kunne de komme af dyreskikkelsen, og så var de mennesker. Sigmund og Sinfjøtle for i hammene og kunne ikke komme af dem igen. Med ulvehammene fulgte ulves natur, og de to for om og dræbte mange mænd i Siggeirs rige. En dag sloges de, som ulve har for skik, og Sigmund bed Sinfjøtle farligt i struben. Sigmund tog ham på ryggen og bar ham hjem til hulen og sad længe over den sårede. Men en dag så han to væseler, som sloges, og den ene bed den anden et stort sår i struben. Den hentede da et blad i skoven, lagde det på den såredes strube, og straks var den rask som før. Da gik Sigmund ud og så en ravn, som bragte ham bladet. Det lagde han på Sinfjøt sår, og han sprang op som havde han aldrig fejlet noget. Da så dagen kom, hvor de kunne slippe af ulveskikkelsen, brændte de hammene i ilden, så de ikke kunne skade nogen mere. Sigmunds hævn Nu syntes Sigmund, at han havde sikkerhed nok for Sinfjøtles styrke, og han gav sig da til at tænke på hævnen. En dag kom de til kong Siggeirs gård og skjulte sig bag et ølkar i forstuen til hallen. Der kom Signe til dem, og de tre lagde råd op om at dræbe Siggeir, når mørket faldt på. Signe og kongen havde to småbørn, de løb på gulvet i hallen og legede med guldringe. Men en af ringene trillede derhen, hvor Sigmund og Sinfjøtle var, og da barnet løb efter, så han de to store mænd med hjelm og brynje. Drengen løb til sin far og fortalte, hvad han havde set, men Signe hørte, hvad der blev talt. Hun stod op, tog begge børnene med ud i forstuen og bød Sigmund og Sinfjøtle dræbe dem. Sigmund ville ikke dræbe sin søsters børn, men Sinfjøtle var ikke sen til at drage sværdet. Ligene slængte han ind i hallen for kong Siggeir. Han for op og bød sine mænd tage de to, som havde skjult sig i forstuen. De værgede sig vel, men blev til sidst overmandet og lagt i lænker. Kongen tænkte nu efter, hvordan han skulle give dem den værste død. Han lod da bygge en stor hule, og den lod han dele i to ved en svær stenhelle. I det ene kammer satte han Sinfjøtle, i det andet Sigmund, så de nok kunne høre hinanden, men ikke komme sammen. Men da trællene skulle kaste højen til over hulen, kom Signe med favnen fuld af halm. Det fik hun ned til Sinfjøtle og bad trællene tie med sagen for kongen. Men i halmen fandt Sinfjøtle ikke alene flæsk nok til mad for dem begge, men også Sigmunds sværd. Med det fik de både skåret skillevæggen igennem og gravede sig også ud af højen mellem græstørv og sten. De gik nu til Siggeirs hal og bar ved sammen om den og tændte ild, men de, som var inde, vågnede ved bulderet, og kongen spurgte, hvem det var udenfor. De vedkendte sig deres værk, og Sigmund bad sin søster gå ud af huset og blive frelst. Men hun kom til døren og fortalte Sigmund, hvordan det hang sammen med Sinfjødes fødsel, og sagde, at nu, da hun havde fået hævn, døde hun lige så villigt med Siggeir, som hun før havde været uvillig til at ægte ham. Så kyssede hun Sigmund og Sinfjøtle, bød dem farvel og gik atter ind. Der indebrændte hun med kong Siggeir og hele hirden. Sigmund fordrev den konge, som havde taget magten i hans rige efter Vølsungs død. Siden ægtede han Borghild. Regin beretter om faderen Reidmar Min far hed Reidmar og var en rig mand. Hans ene søn var Fafner, Oter den anden, jeg den tredje. Oter var en stor fisker, og var i en odders skikkelse bestandig i elven og fangede fisk, som han bragte med sig hjem. Fafner var meget begærlig og ville eje alt, hvad han så. Nu var der en dværg Andvare i Andvarefos, i en geddes skikkelse. I den samme fos jagede også Oter og hentede fisk, og en dag da han sad på bredden og åd en laks, kom Odin, Høner og Toke forbi. Loke ramte odderen med en sten, og aserne var glade ved deres fangst og flåede bælgen af dyret. Samme aften kom de til Reidmar og viste ham intet anende deres bytte. Men han tog dem til fange og fordrede, at de ikke alene skulle fylde odderbælgen med guld, men også dække den med med guld udvendig som bod for drabet på hans søn. Loke blev da sendt ud for at skaffe løsesummen, og han lånte havguden Rans net og fangede med det gedden i Andvarefos. Der så Loke alt det guld, Andvare ejede, og forlangte det for at slippe dværgen fri. Men da han havde fået det, så han, at Andvare endnu bar en lille ring, og også den tog han fra ham. Da gik dværgen ind i klippen og sagde, at den ring skulle blive døden for enhver, som ejede den og den samme forbandelse knyttede han til hele skatten. Aserne stoppede nu odderbælgen fuld af guld og dyngede guld op om den udvendig, men da Reidmar så til, fandt han, at der endnu stak et knurhår frem af dyngen. Det måtte Odin da dække med Andvares sidste ring. Siden myrdede Fafner sin fader og delte ikke skatten med mig. Nu ligger han i en slanges skikkelse og ruger over guldet, men jeg, som havde mistet mine fædrene arv, drog til kong Hjalprek og blev hans smed. Sigurd hævner sin fader Sigmund Da Sigurd havde hørt Regins fortælling, bad han ham smede sig et sværd, som egnede sig for storværker. Regin smedede sværdet, og da det var færdigt, ville Sigurd prøve det. Han hug det i ambolten, og det brast. Han bad Regin gøre sig et nyt, men med det gik det som med det første. Nu gik Sigurd til sin moder og fik af hende de to stykker af sværdet Gram, det som Sigmund havde fået af Odin og siden brudt mod Odins spydstage. Af dem smedede Regin det tredje sværd, og da han drog det af essen, lyste æggene som ild. Med det kløvede Sigurd ambolten, og bagefter holdt han det ned i åen med æggen mod strømmen, og den tot uld, som han lod drive mod sværdet, blev skåret midt over. Han lovede nu Regin at dræbe Fafner, så snart han havde hævnet sin fader. Sigurd gik til kongerne og bad dem om hjælp, så Hundingsønnerne kunne få at mærke, at Vølsungerne ikke alle var døde. De støttede ham med mænd, skibe og udrustning, og han begav sig på vej, men fik hårdt og farligt vejr. Fra en bjergknude ved kysten råbte en mand ud til de sejlende og spurgte, hvem der rådede for færden. Han fik at vide, at det var Sigurd, og da bad han om at komme med. De drejede til land og tog manden om bord. Han kaldte sig Fjølner, og da han var på skibet, bedredes vejret, så de sejlede frem for god vind. Men så snart de havde nået Hundingsønnernes rige, forsvandt Fjølner. Der for de nu landet over med ild og sværd, dræbte mange og brændte gårdene. Nogle få slap bort til kong Lyngve og underrettede ham om, at han for tidligt havde rost sig af at have dræbt Vølsungerne, for her var Sigurd, Sigmunds søn, kommet med en hær. Lyngve ville ikke begive sig på flugt, men samlede mænd og drog mod Sigurd med en stor styrke. Med ham fulgte hans brødre, og kampen blev hård. Sigurd gik forrest med sværdet Gram, huggede med begge hænder og havde armene blodige til skuldrene. Der faldt alle Hundingsønnerne og de fleste af deres hær, men Sigurd drog hjem efter at have taget hævn for sin fader. Sigurd dræber slangen Fafner Regin kom til Sigurd og bad ham gå mod Fafner, som han havde lovet. De red over heden ad den vej, som slangen var van at bruge, når den skulle til søen for at drikke. Men Sigurd så på sporet, at slangen ikke var nogen almindelig orm af størrelse, sådan som Regin havde sagt ham. Regin rådede ham til at grave et hul i stien og sætte sig i det. Når ormen så skred over ham, kunne han nedefra ramme den i hjertet. Sigurd red da videre frem, men Regin skjulte sig af skræk. Mens Sigurd var ved at grave gruben, kom en gammel skægget mand til ham og spurgte, hvad han der havde for. Da han havde hørt det, rådede han Sigurd til ikke at gøre en, men flere gruber, så blodet kunne løbe af slangen og fordele sig i dem og Sigurd selv sidde i den ene uden at blive dræbt af det. Og dermed var den gamle forsvundet, men Sigurd gjorde gravene efter hans råd og skjulte sig i den ene. Da Fafner kom glidende, var det med sådan vælde, at jorden skjalv, og edder spyede han til alle sider. Men da ormen skred over gruben, hvor Sigurd sad, jog han sværdet i den til hjaltet, sprang så hurtigt op og drog sværdet til sig igen. Fafner mærkede, at det var hans banesår og spurgte om sin drabsmands hjemsted og æt. Men Sigurd, som vidste, at det var farligt at åbenbare sit navn for en døende fjende, kaldte først sig selv "det gæve dyr" og sagde, at hans æt var ukendt, påstod, at han hverken havde far eller mor. Men da Fafner så spurgte, hvilket utyske der mon da havde avlet ham, gav han sig til kende. Da spåede slangen ham, at skatten skulle blive både hans og enhver anden ejermands fordærv. Men Sigurd svarede, at en gang skal jo alle dø, og indtil da vil enhver eje guld. Der døde da Fafner. Sigurd dræber Regin Regin kom til Sigurd og lykønskede ham til dåden. Så stod han længe og så mod jorden: Sigurd havde dræbt hans broder, sagde han, og han selv, som havde smedet sværdet og rådet Sigurd, var ikke uden del i den sag. Men Sigurd tørrede sværdet af i græsset og spottede ham. Et modigt hjerte er mere værd end et godt sværd, mente han og medens jeg kæmpede med Fafner, lå du skjult i lyngen og vidste for skræk, hverken hvor himmel eller jord var henne. Så skar han hjertet ud af ormen, og Regin drak dens blod. Regin bad Sigurd, at han skulle stege Fafners hjerte til ham, og Sigurd stak det på en gren og holdt det over bålet. Og da det sydede, følte han til det med fingeren og puttede den i munden for at smage, om det var stegt. Men da ormens hjerteblod kom på hans tunge, forstod han fugles tale og hørte nogle mejser kvidre sammen i træet ved siden af ham: "Der sidder Sigurd og steger Fafners hjerte. Det skulle han selv spise, så ville han blive den klogeste af alle". En anden sagde: "Der ligger Regin og vil svige ham, som tror ham bedst". Den tredje syntes, at han skulle hugge hovedet af Regin, så han selv alene kunne råde for Fafners rige skat, og den fjerde mente, at han siden skulle ride til Hindarfjeld hvor Brynhild, Budler datter, sov. Den femte fugl fandt, at han ikke var så klog, som man kunne vente, hvis han sparede Regin, når han først havde dræbt hans broder. Da stod Sigurd op og huggede hovedet af Regin. Så spiste han noget af ormens hjerte og red derpå til Fafners hule og fandt meget guld, så meget, at Grane fik en byrde at bære, som to eller tre almindelige heste knap kunne slæbe. Men da Sigurd prøvede at lede den ved tømmen, gik den ikke et skridt frem. Sigurd forstod, hvad den ville, sprang på dens ryg og gav den sporerne, og nu rendte den, som havde den intet at bære på. Sigurd og Brynhild giver hinanden deres tro Sigurd red lange veje syd på og kom til Hindarfjeld. Der så han foran sig stort lys af ild mod himlen, og da han nåede frem, stod han for en skjoldborg. Han gik ind, og der lå en og sov i fuld rustning. Han løste ham først hjelmen af hovedet, og så da, at det var en kvinde. Han skar brynjen af hende med sit sværd og sagde, at nu havde hun sovet længe nok. Hun vågnede og spurgte, hvem han var, som havde været mægtig nok til at bryde hendes søvn; om han var Sigurd, Sigmunds søn og Fafners bane? Hun kaldte sig Brynhild og fortalte ham, hvordan to konger havde kæmpet, og at hun, som var valkyrie, havde fældet den, som Odin havde lovet sejr. Da havde Odin tryllet hende i søvn og dømt, at hun ikke mere skulle råde for valen, men blive en mands hustru. Til gengæld havde hun da svoret ikke at ægte nogen, som kendte til frygt, men kun den, som red gennem ilden til hende. De to talte længe sammen, hun gav ham at drikke og lærte ham megen visdom. Siden gav de hinanden deres tro og bekræftede deres aftale med ed, og han gav hende den guldring, som før havde tilhørt Andvare. Sigurd drog videre og red, til han kom til en stor gård. Høvdingen, som ejede den, hed Heimer, og var gift med Brynhilds søster. De to havde en søn, der hed Alsvid. Alsvid indbød Sigurd til at være hos ham, så længe han ville, og det modtog han. Men alle mændene undredes ikke mindre over hans store styrke end over de vældige rigdomme, han førte med sig på Grane. Senere kom Brynhild til Heimer. Hun sad i en stue med sine møer og sømmede og syede med guld billeder af Sigurds dåd. Sigurd kom hjem fra jagten med sine svende, da fløj falken fra ham og satte sig i vinduet på et højt tårn. Sigurd gik op efter falken og fandt Brynhild, hvor hun sad i kammeret. Han kendte hende og gik siden til hallen, men var ordknap, brød sig ikke om jagten og lod både høg og hest hænge med hovedet. Alsvid frittede ham ud og fik at vide, hvad der var I vejen. Han rådede ham til at slå Brynhild a sine tanker hende skulle ingen mand eje.Men Sigurd svor, at han ville have hende, og næste dag gik han igen i tårnkammeret, satte sig hos hende og blev godt modtaget. Men hun sagde ham, at hun var valkyrie, og hun spåede ham, at han skulle ægte Gudrun, kong Gjuke datter. Sigurd kyssede hende og svor, at hende ville han eje og ingen anden. Nu bekræftede de på ny deres aftale fra Hindarfjeld med dyre eder, og Sigurd gik igen til sine mænd. Brynhild tyder Gudruns drøm Kong Gjuke var gift med Grimhild og havde tre sønner: Gunnar, Høgne og Guttorm, dertil datteren Gudrun. Men Brynhilds far hed Budle og hendes broder Atle. Gudrun havde tunge drømme og var uglad, men en af hendes tjenestekvinder kunne tolke dem som varsler om godt ægteskab med en fremragende fyrste. Gudrun ville vide, hvem han var, og drog med sine møer til Brynhild og fortalte hende sin drøm: Det forekom hende, at de gik mange sammen og så en gylden hjort, som de alle ville tage, men hun alene nåede den, og den syntes hende hendes bedste eje. Men så dræbte Brynhild dyret, og Gudrun kunne næppe bære sin sorg. Da gav Brynhild hende en ulvehvalp, og den overstænkede hende med hendes brødres blod. Brynhild tydede drømmen som varsel om hændelser i fremtiden Sigurd, han som Brynhild selv havde valgt til mand, ville komme til Gudrun, og hun skulle få ham til ægte, men snart miste ham igen. Derpå skulle hun ægte kong Arte, men senere miste sine brødre og selv dræbe sin ægtefælle. Da Gudrun havde hørt dette, drog hun tung i sind hjem til kong Gjuke. Sigurd red fra Heirner og Alsvid og havde alle sine skatte med sig på Grane. Han kom til kong Gjuke, og da han red ind i borgen, syntes det mændene, at der kom en af guderne. Kong Gjuke bød ham velkommen, og Sigurd var længe hos ham og hans sønner. Men Grimhild fandt, at det ville være en stor lykke for Gjukungerne, om Sigurd kunne bindes end fastere til dem ved at ægte Gudrun. Da hun nu mærkede, hvor stærk hans elskov til Brynhild var, gav hun ham en glemselsdrik, så han ikke længere mindedes hende, men modtog Gjukungernes tilbud om at få deres søster til ægte og del i deres rige. Han holdt da bryllup med Gudrun, og siden udførte han store bedrifter sammen med Gunnar, Høgne og Guttorm. Men Grimhild gik til Gunnar og rådede ham til at bejle til Brynhild. Hun var det anseligste giftermål, nogen kunne ønske sig. Og Sigurd ville følge ham på frierfærden. Gunnar vinder Brynhild ved Sigurds hjælp Gunnar og Sigurd drog til kong Budle og bejlede til Brynhild. Kongen optog det vel, men sagde, at hun selv skulle afgøre den sag. De red da videre frem og kom til Heimer, og Gunnar fremførte sit ærinde. Heimer fortalte dem, at hendes hal stod kort derfra, men tillige at hun alene ville ægte den, som red gennem ilden til hende.De kom til hallen, og rundt om den slog flammer højt mod himlen. Gunnar sporede sin hest mod ilden, men den veg bange til side og ville ikke frem. Sigurd lånte ham da Grane, men det gik ham ikke bedre end før. Men Grimhild havde lært Sigurd og Gunnar den kunst at bytte skikkelse, og det gjorde de, og nu red Sigurd i Gunnars lige på Grane, og da gik den villigt nok gennem ilden. Sigurd sprang af hesten og gik ind i salen til Brynhild. Han kaldte sig Gunnar Gjurkes- og sagde, at hun nu efter sit eget udsagn skulle tilhøre ham. Hun faldt i dybe tanker og syntes ikke at fatte sagen ret, men rejste sig dog til slut og modtog ham kærligt. Sigurd var nu hos hende i tre døgn i Gunnars lige og delte hendes leje, men hver nat lagde han sværdet Gram imellem sig og hende. Da hun spurgte ham, hvorfor han gjorde det, svarede han hende, at sådan havde skæbnen bestemt, han skulle holde sit bryllup; ellers ville det blive hans død. Men ringen, som Andvare først havde ejet, og som han selv havde givet hende, tog han af hendes hånd og gav hende en anden i stedet. Derefter red han atter til Gunnar, og de byttede igen skikkelse. Siden kom Brynhild til Heimer og fortalte, at nu var der redet en gennem ilden, som kaldte sig Gunnar og krævede hende til ægte, men rigtigt kunne det ikke være gået til, for det kunne kun Sigurd gøre, som hun først havde elsket og givet sin tro. Heimer sagde, at det måtte blive ved, hvad der nu var sket. Og Brynhild drog så hjem til sin fader. Gunnar og Sigurd kom tilbage til Gjuke, og Grimhild takkede Sigurd for hans støtte. Der stod nu Gunnars og Brynhilds bryllup, og der kom også Budle med sin søn Atle. Men da gildet var til ende, mindedes Sigurd alle de eder, han før havde svoret Brynhild. Dog beherskede han sig og lod sig ikke mærke med noget. Gudrun afslører bedraget for Brynhild En dag gik Gudrun og Brynhild til floden sammen for at bade. Der vadede Brynhild længst ud i strømmen, og da Gudrun spurgte hende, hvad det skulle betyde, svarede Brynhild, at hun lige så lidt i dette som i andet ville stå lige mål med hende. Ikke alene havde hendes fader været mægtigere end Gudruns, men Gunnar, hendes mand, var redet gennem den brændende ild, hvorimod Sigurd havde været kong Hjalpreks træl. Gudrun blev vred og bad hende hellere tie end laste hendes husbond, om hvem alle sagde, at han ikke fandt sin lige: Ham var det, sagde hun, som red gennem luerne, da du troede, det var Gunnar, og ham var det, som drog Andvares ring af din hånd, og her kan du se den. Brynhild så ringen på Gudruns arm, og blev bleg som en død. Hun gik hjem og mælte ikke et ord den aften. Da Sigurd og Gudrun gik til sengs, spurgte hun ham, hvorfor Brynhild var uglad. Han vidste det ikke, sagde han, men tænkte, at de nok snart ville få det at vide. Næste morgen gav Gudrun sig i tale med Brynhild, og den vending tog det, at Brynhild svor, Gudrun skulle undgælde for sit ægteskab med Sigurd. Hun undte hende hverken ham eller hans store skatte. font size="5">Brynhilds sorg Efter dette gik Brynhild i seng, og det kom Gunnar for øre, at hun var syg. Han gik til hende og spurgte, hvad der fejlede hende, men hun tav stille og lå, som var hun død. Men da han trængte ind på hende, tog hun til orde og spurgte, hvad han havde gjort med den ring, hun gav ham på Hindarfjeld. I sit raseri over, at han og Sigurd havde sveget hende, overfaldt hun ham med onde ord og ville have dræbt ham, havde ikke Høgne fået bundet hende. Gunnar bød, at hun skulle løses igen, men hun forlangte, at døren til hendes stue skulle lukkes. Og alligevel kunne hendes klageråb høres langt bort. Mest harmede det hende, at hun ikke havde fået Sigurd. I mange dage sad hun der og drak hverken mjød eller vin, men gav sig hen i sin vrede og sorg. Da gik Gunnar igen til hende, men kunne ikke få hende i tale. Siden kom Høgne, og ham gik det på samme måde. Endelig bad de Sigurd prøve, men han svarede intet. Dagen efter talte han med Gudrun, som græd af frygt for at Brynhild skulle lægge råd op om at dræbe ham, og bad ham hellere prøve, om han med guld kunne mildne hendes vrede. Da havde Brynhild ligget i sin seng i syv dage. Sigurd gik da til hende og bad hende stå op og bekæmpe sin sorg. Men hun sagde, at ingen havde sveget hende værre end han, og hendes største sorg var den, at hun ikke så et sværd farvet i hans blod, nu da ingen kvinde var ham ledere end hun. Sigurd sagde hende da, hvordan sagen virkelig forholdt sig, at ingen var ham kærere end hun, at han selv var blevet sveget, og at hans største sorg var den, at hun ikke var blevet hans kone. Han ville endog forskyde Gudrun og tage hende til ægte, men om det ville Brynhild ikke høre tale, hun vil ikke have to mænd i samme hal, og før vil hun dø end svige sin husbond. Hun havde svoret at tage den mand, som kom gennem ilden til hende. Men både den ed og alle de andre fra Hindarfjeld var nu brudt, og hun ville ikke leve. Og hverken Sigurd eller nogen anden mand vil hun have. Senere kom Gunnar til hende på ny. Men hun sagde ham, at hun ville dø, fordi Sigurd havde sveget hende, og han selv ikke mindre, da han lod Sigurd komme til hende og dele hendes leje på Hindarfjeld: "Nu vil jeg ikke have to mænd, og denne sag skal blive Sigurds bane, eller din, eller min, for han har sagt Gudrun alt, og nu håner hun mig". -Videre truede hun Gunnar, at han skulle miste både sit leje og sit liv og hende selv med, om han ikke dræbte Sigurd. Gunnar overtaler Guttorm til drabet på Sigurd Gunnar blev ilde til mode og vidste ikke, hvad han skulle gribe til. Sigurd havde han svoret venskab, og dog syntes han ikke, han kunne tåle, at Brynhild forlod ham. Han kaldte sin broder Høgne til sig, men også han var i trygt venskab med Sigurd og ville desuden nødig undvære hans støtte. Da Gunnar imidlertid drev stærkt på sagen og ville have Sigurd taget af dage, fandt de to brødre på at lade den yngste, Guttorm, udføre drabet. Han var så ung, da Sigurd kom til Gjuke, at han ikke var blevet bundet til noget løfte. De kaldte ham til sig og forklarede, at der var al rimelig grund til drabet, og de lovede ham både guld og lande for det. Sigurd anede ingen svig, da Guttorm kom til ham næste morgen, mens han endnu lå i sin seng. Første gang vovede Guttorm ikke at udføre sit forehavende, for Sigurd var da vågen, og ligedan gik det, da han kom igen. Men tredje gang var Sigurd faldet i søvn, og da jog Guttorm sværdet igennem ham. Sigurd for op, og Guttorm løb til døren. Da greb Sigurd sværdet Gram og kastede det efter ham. Det ramte og skar tværs igennem ved midjen. Gudrun var sovet ind i Sigurds arm. Nu vågnede hun i hans blod og klagede højt og græd. Det hørte Brynhild og lo. Men Høgne sagde, at nu var det gået, som Brynhild spåede, og denne udåd fik de aldrig bødet. Men Brynhild åbenbarede Gunnar hele sagen og bebrejdede ham, at han kun dårligt havde husket, hvordan han havde blandet blod med Sigurd, som han nu sveg uden grund og lønnede ilde for alt det gode, han havde gjort ham. Ham havde Sigurd ikke bedraget, men lagt det skarpe sværd mellem sig og hende. For hende selv var der nu intet andet tilbage end at dø. Gunnar omfavnede hende og bad, hun ville leve. Men Høgne sagde, at ingen burde opfordre hende dertil hun havde aldrig været, og hun ville aldrig blive dem til nogen lykke. Siden forudsagde Brynhild Gunnars og de andres skæbne, sådan som den også blev. Men da Sigurd efter de gamles skik blev lagt på bålet og flammerne slog i vejret, lagde Brynhild sig ved hans side og døde hos ham, som hun ikke måtte leve sammen med. Gudrun ægter Atle Gudrun brød sig ikke meget om livet, da Sigurd var død. Hun gik bort gennem skoven og agtede kun lidet på ulvene, som tudede omkring hende. Hun kom til Tora Håkonsdatter i Danmark og var der i nogle år. Nogen trøst fandt hun i sit kunstfærdige væv, hvori hun fremstillede begivenhederne i Sigurds og hans forfædres liv. Grimhild fik at høre, hvor Gudrun var. Hun kaldte sine sønner til sig og rådede dem til at betale Gudrun bod for hendes tab. De drog da af sted og Grimhild med dem og kom til Danmark med et prægtigt følge. Deres søster bragte de gode gaver, dog troede hun dem ikke. Men Gunnar gav hende en trylledrik, så hun ikke mindedes, hvad der før var hændet. Grimhild søgte at overtale Gudrun til at ægte den mægtige kong Atle. Først afslog hun det, men gav siden efter for Grimhilds overtalelser og løfter, skønt med bange anelser. De drog da sammen til Atle, som holdt bryllup med Gudrun, der kun lidet glædede sig ved ham. En nat vågnede Atle og fortalte Gudrun sine drømme. Hun tydede dem og spåede ham både hans sønners død og andre tunge hændelser. Atle byder Gunnar og Høane til gæstebud Atle grundede over, hvor det meget guld, Sigurd havde ejet, var kommet hen. Han forstod, at Gunnar og Høgne havde det, og dem ville han svige for selv at råde over de store skatte. Han sendte Tinge til dem for at indbyde dem til gæstebud, men Gudrun anede, at der var svig med i spillet. Hun ristede da runer, som sagde, at brødrene ikke burde komme, og dem gav hun Vinge og bad ham bringe til Gunnar sammen med en guldring. Og i den havde hun knyttet et ulvehår som advarende tegn. Før sendebudene kom til Gunnar, så Vinge runerne og læste dem, og nu ristede han på en anden måde, så meningen blev den, at Gudrun sluttede sig til sin mands indbydelse. Så overbragte han budskabet og lagde dertil, at Atle ville give dem rige gaver både af land og løsøre. Dette vakte vel deres mistanke, for de mindedes Atles ry for gerrighed. Og de undrede sig tillige over, at han ville give dem gaver, som i forvejen var langt rigere end nogen anden konge. Ydermere havde Høgne lagt mærke til ulvehåret i guldringen og tænkte sig, at Gudrun på den måde ville vare dem ad om Atles virkelige sind. Men da brødrene og Vinge sad sammen om aftenen og drak, og Vinge viste dem runerne, lod Gunnar sig dog overtale, og Høgne lovede, skønt det var ham imod, at følge sin broder. Da de var drukne, gik de til sengs. Men Kostbera, Høgnes kone, kom og så på runerne. Hun fandt, at noget var ristet over det, som først havde stået der, og at runerne var forandrede. Og da hun var kløgtig, fandt hun også ud af meningen. Derefter gik hun i seng, men da de vågnede, rådede hun Høgne fra at rejse, og hun fortalte ham både om runerne og om de onde drømme, hun havde haft samme nat. Men Høgne slog det hen. Gunnar gik det på samme vis. Da han vågnede, fortalte hans kone Glaumvør ham de drømme, hun havde haft, og de var ikke gode. Nogle af dem kunne han nok forklare som varsler om ligegyldige hændelser, men andre var vanskeligere og kunne tyde på, at hans og hans broders liv nu ikke skulle vare længe. Han slog sig dog til ro med, at ingen undgår sin skæbne, og om morgenen drog både han og Høgne og de mænd, som ville følge, afsted, skønt mange søgte at holde dem tilbage. Vinge svor, at han for med ærlig sandhed, men han var ikke den mand, der lagde videre vægt på sådanne eder. Høgnes hjerte og Gunnar i ormegården De sejlede til Atles land og red gennem den mørke skov til de kom til kongeborgen. Da var der fuldt om dem af væbnede mænd og porten lukket. Høgne brød den op, og de red ind, men Vinge tog til orde og åbenbarede dem, hvad Atle havde i sinde. Men i stedet for at blive skrækslagne, som han havde ventet, slog de ham til jorden og dræbte ham med øksehug. De red nu frem til kongens hal, men Atle havde stillet sine mænd i slagorden, og samtidig med at han hilste Gunnar og Høgne velkomne, spurgte han dem om det meget guld, som nu tilkom ham, efter Sigurd, der havde haft det, var død, og hans enke Gudrun havde ægtet ham. Gunnar svarede ham, at det skulle han aldrig eje. Da blev der en hård kamp.Men Gudrun gik ud og hilste sine brødre og kyssede dem, og det var den sidste gang, de taltes ved. Siden tog hun brynje på og stred som en mand ved deres side. Længe var kampen uvis med stort mandefald, men til slut var af Gjukungernes flok kun Gunnar og Høgne tilbage, og endelig blev de begge to taget levende til fange. De blev lagt i lænker, og Atle forlangte af Gunnar, at han skulle sige ham, hvor Fafners skatte var skjult. Men Gunnar svarede, at han før ville se sin broders blodige hjerte. De greb da trællen Hjalli, skar hjertet ud af ham og bragte det til Gunnar. Men han sagde, at dette ikke var Høgnes, siden det skjalv så meget. Så skar de da hjertet af Høgne, og han lo, da han følte kniven, og alle undredes over hans mandighed. Men da Gunnar kendte sin broders hjerte på dets ro, spottede han Atle: Nu var han den eneste, som vidste, hvor guldet var gemt, da Høgne var bragt til den sikreste tavshed. De førte da Gunnar bort og satte ham med bundne hænder i ormegården. Men Gudrun sendte ham en harpe, og den slog han, med tæerne, så kunstfærdigt at alle slangerne sov ind, undtagen en. Den huggede ham i hjertet, og der lod Gunnar da sit liv. Gudrun udrydder Atle og hans slægt Atle syntes, han havde vundet en stor sejr og ville formilde Gudrun ved at betale hende mandebod for drabet på hendes frænder. Hun stillede sig an, som om hun gik ind på det, og forberedte arveøllet efter sine brødre. Men om aftenen tog hun sine og Atles to småbørn og skar halsen over på dem. Atle spurgte, hvor hans sønner var, og Gudrun sagde ham, at de skåle, som stod på bordet, var deres hovedskaller, deres blod havde han drukket i vinen, og hjerterne havde hun givet ham at spise. Atle forfærdedes over hendes gerning, men hun ønskede kun at gøre ham endnu mere ondt, sagde hun. Efter Høgne levede endnu en søn, som hed Niflung. Han havde stort had til Atle og sagde til Gudrun, at han ville hævne sin far. Og en aften, da Atle var drukken og havde søgt sengen, kom hun og Høgnes søn i hans kammer. Gudrun tog et sværd, og begge havde de en hånd med ved det, og jog det i Atles bryst. Han mærkede, at dette var hans banesår, og nåede lige at få at vide, hvem drabsmændene var, før han døde med en bøn til Gudrun om at handle sømmeligt med hans lig. Det lovede hun ham, og hun gjorde, som hun havde sagt. Men bagefter satte hun ild på hallen, så hele hirden indebrændte. Selv ville Gudrun også dø efter dette værk, men skæbnen havde bestemt det anderledes. Med Sigurd havde hun en datter, som hed Svanbild. Hun var meget smuk og havde sin faders øjne, så få turde møde hendes blik. Svanhild og Randver En gang gik Gudrun til havet for at søge døden i bølgerne, men i stedet bar de hende til kong Jonakers land, og han tog hende til ægte. De fik tre sønner sammen, Hamder, Sørle og Erp. Og der voksede også Svanhild op. Kong Jormunrek bød sin søn Randver ogsin tjener Bikke drage til Jonaker og bejle for ham til Svanhild. De udførte også hans ærinde, fik Jonakers ja og havde Svanhild med hjem på skibet. Da skød Bikke Randver i sinde, at den unge Svanhild var mere passende kone for ham end for den gamle konge. Men da de kom hjem, gik Bikke til Jormurek og fortalte ham om Randvers og Svanhilds elskov. Kongen lyttede til hans onde råd og bød, at Randver skulle hænges. På vejen til galgen plukkede kongesønnen alle fjerene af sin falk og bad dem vise kongen den. Men da Jormunrek fik den at se, forstod han sønnens mening: at nu var kongen så plukket for hæder som falken for fjer, og han bød, at sønnen skulle tages af galgen. Men da var han allerede død. Svanhild lå bunden på jorden, og hende skulle de drive vilde heste over, til hun døde. Men når hun så på hestene, turde de ikke træde på hende, og først da Bikke gav det råd at tildække hendes åsyn, fandt hun sin død. Gudrun hørte om sin datters onde skæbne og æggede sine sønner til hævn. De ville ikke sidde hendes hvasse ord overhørige, men rustede sig og tog for sidste gang afsked med deres moder. Gudrun sad da ene tilbage og sled sin tid med at mindes sine mange sorger. Hun havde givet sine sønner brynjer, som jern ikke bed på, og hun havde rådet dem til at vogte sig vel for kast med sten og andre tunge ting. De kom til kong Jormunrek og anfaldt ham straks og fik også hugget både hænder og fødder af ham. Jormunreks mænd trængte hårdt ind på dem, men kunne ikke skade dem med våben. Da kom der en gammel enøjet mand i hallen, og han gav dem det råd at slå Gudruns sønner med sten. Det gjorde de og fik på den måde taget dem af dage. Aslaug - Sigurds og Brynhilds datter Ved Sigurds første ophold på Hindarfjeld havde han og Brynhild avlet en datter, som hed Aslaug. Men da Brynhild skulle ægte Gunnar, blev hun sat i opfostring hos Reimer, og da han nu hørte, at både Sigurd og Brynhild var døde, forudså han, at man også ville prøve på at få barnet taget af dage. Han opgav da al tanke på sine rige ejendomme og lod sig gøre en harpe, der var så stor, at han i den kunne skjule pigebarnet. Så tog han stavkarls klæder på og drog af lande. Når barnet græd, slog han harpen for hende, til hun tav, for det var han en stor mester i, og kom de til en elv, som 1å fjernt fra beboede steder, lukkede han hende ud af harpen og vaskede hende og gav hende mad. I harpen havde han også kostbare klæder og meget guld. En dag kom Heimer til gården Spangerhede Der boede Åge og hans kone Grima alene. Manden var i skoven, men Grima modtog Heimer venligt, for gæster var sjældne på det ensomme strøg. Hun tændte ild for ham og gav ham nadver. Harpen havde han stående på bænken hos sig, men den så konen mest på, for fra den stak fligen af et kostbart klæde frem. Og hun så også en gylden ring glimte frem under Heimers pjaltede tøj. Han bad nu om at få anvist et sovested, og hun førte ham ud i laden og bød ham rede sig et leje der. Da hendes mand senere kom hjem fra skoven, fortalte hun, hvad der var hændt, og hvilken mistanke hun havde om tiggerens rigdomme. Hun opfordrede manden til at dræbe den fremmede, så de kunne få hans skatte, men Age fandt det urådeligt at svige en gæst, når der endelig kom en. Imidlertid var det konen, der var mand i huset, og da hun tilmed bildte Age ind, at den fremmede havde foreslået hende elskov, tog han sin økse og sleb den så skarp, han kunne. Han og konen gik til laden, og der snorkede Heimer højt. Grima tog harpen og løb bort med den, men Age huggede øksen i Heimer, og det var snart ude med ham. Konen ville nu åbne harpen, men forstod sig ikke på lukketøjet og måtte bryde den op. Hun så da pigebarnet, som var så smukt, at hverken hun eller manden havde set dets lige. De spurgte hende om hendes æt, men da hun tav til al deres tale, troede de til sidst, at hun var stum. De lagde nu råd om, hvad de skulle gøre med hende, og de besluttede tilsidst at give hende ud for deres eget barn, og kaldte kende Kraka efter konens moder. Men for at hendes store skønhed ikke skulle vække folks mistanke, for både Age og Grima var selv meget uskønne, ragede de håret af hende og smurte hende i hovedet med tjære. Desuden gav de hende pjaltede klæder og en bred hat og satte hende til usselt arbejde. Der voksede da Aslaug op i stor fattigdom. Men andre sagn fortæller om hendes ægteskab med den danske konge Regnar Lodbrog . Billedforklaring: Selve inskriptionen, formodentlig fra tiden hen mod 1050, på Ramsundsberget i Södermanland er ikke særlig interessant, den er en mindeindskrift som så mange andre. Men runerne er hugget i et slangebånd, som viser sig at være Fafner, der gennembores af Sigurd. Og flere billeder i tilknytning hertil viser andre scener af heltens liv. Man ser ham sidde og stege Fafners hjerte over bålet og han stikker fingeren i munden, og ved siden af står Grane bundet til træet med fuglene, som Sigurd lytter til og forstår. Og yderst tv. ligger den halshuggede Regin, kendelig på sit smedeværktøj, hammer og tange, blæsebælg og ambolt.